Min tilgang
"Har du erfaring med at arbejde med angst? Kender du til fobier? Har du nogensinde oplevet en klient med...."
Som hypnoterapeut kommer folk med mange forskellige problemer. Nogle af de mest gængse har jeg listet op og skrevet lidt om. Men hvad så med alle de andre problemer?
For mig som terapeut handler mit arbejde om at hjælpe klienter til forandring. Hvilken følelse ønsker du at have indeni? Hvordan vil du gerne kunne reagere fremover? Vil du gerne finde en indre ro, vil du have større frihed eller ønsker du bare at kunne trække vejret helt ned i maven? Det handler faktisk ikke så meget om hvilken type knude i maven du har, men om hvad du hellere vil have i dit liv.
Jeg er ikke ekspert i dit problem. Men jeg er ekspert i hvordan dine tanker kan påvirke dine følelser, din krop og den måde du lever dit liv på. Og derfor kan jeg hjælpe dig videre. Så for mig er det vigtigste for at kunne hjælpe dig, at du har din motivation for at ville noget nyt.
Fobier
Om det er tandlæge, edderkoppe-, fugle-, nåle- eller en helt femte fobi, så er indgangsvinklen den samme.
Din hjerne har på et tidspunkt i livet lært at DET her er farligt. Det vil sige din krop kan gå i alarmberedskab med hjertebanken, tanker der snurrer og svedige håndflader bare ved tanken om at skulle udsættes for den oplevelse igen.
Det kan hypnose hjælpe med ved at gå tilbage til oplevelsen. For du ved godt at det er unødvendigt at have den angst og det vil du kunne fortælle den tidligere udgave af dig selv der oplevede det for første gang. Og hvis ikke du kan huske hvornår det startede er det også helt okay.
Så i stedet for hjertebanken vil du kunne opnå en ro, frihed og styrke i de situationer som du har brug for.
Selvværd og selvtillid
Tvivler du på dig selv eller fylder det meget hvad andre tænker? Tænker du negative tanker som “hvorfor gør jeg sådan?” eller “er det virkelig kun mig der er så dum”.
Mangler du modet til at kaste dig ud i nye ting? Du stoler på dig selv men kommer bare aldrig i gang med dine projekter?
Få hjælp til at få strømlinet tankerne, acceptere de negative tanker indtil alle de positive begynder at vælte ind ad døren og du mærker en større grundfølelse af frihed
Angst
Kæmp eller flygt! Det kan vi alle sammen, det ligger i vores hjerne. Det hjælper os til at slippe væk fra en farlig situation. Men hjernen kan ikke kende forskel på om du bliver angrebet af en bjørn eller du bliver kortvarigt forskrækket. Reaktionen inderst inde i cockpittet er den samme.
Det er det mismatch i hjernen der kan gøre at nogen får en angst for at gå ud at sidde til eksamen. Hjernen begynder at tro at vi skal flygte, så den sender masser af adrenalin afsted rundt i kroppen, hjertet pumper hurtigere, lungerne hiver efter vejret for at få mere luft og lige pludselig har man fået et angstanfald.
Den programmering kan omgøres, så man kan sige til sit inderste at det i stedet for at flygte nu er mere vigtigt at kunne forholde sig roligt og trække vejret. Derfor vil du kunne komme tættere på at opleve den kvalitet som ro eller afslappethed som du går og mangler
Tankemylder
Har du tanker der tænker tanker og nærmest aldrig stopper? Så kan det være du har hvad man kalder tankemylder.
Tanker der løber med 110 km i timen, som hele tiden fylder og gør det svært at være tilstede sammen med andre, fordi tankerne kører rundt i hovedet på dig.
Det kan endda være det gør det svært for dig at finde ro i hovedet eller at falde i søvn.
Men det kan afhjælpes, det kan skrues ned for og det kan forsvinde. Hvis du er klar, så kan hypnoterapi være en hjælp til at nå friheden og målet
Rygestop!
Alle vores vaner sidder i systemet fordi de giver os et eller andet. Men måske vi ikke altid er klar over hvad vi får ud af det? Nogle startede med at ryge da de var i starten af teenageårene og skulle føle sig stor og sej. Og måske sidder den 14-årige stadig inde i dig og vil gerne føle sig sej?
Så ved at gå tilbage og finde ud af hvad der startede idéen om at du havde et behov, vil man kunne spørge den 14-årige om man kunne finde den følelse på en anden måde nu og på den måde afhjælpe problemet.
Det er kun en af mange måder jeg kan hjælpe dig på vej til endnu mere tilfredshed med dig selv. Måske du allerde nu kan tænke på hvad du skal bruge den glæde til?